2009, nr. 3 i PDF

2011, nr. 1 i PDF

Eksempel fra nr. 3 2009

Taleporiinae (Tutt 1900)

Bankesia conspurcatella (Zeller 1850)

Kendetegn:

Hannens vingefang er 11 mm. Vingerne virker meget brogede, er smalle med lange tavlede frynser, tavlet vingeforkant og et pletmønster, der virker som markering af et lyst ringfelt. Bagvingerne er lyse, åreformede og med lange frynser. Helt friske hanner kan have et grønligt skær i lighed med Pseudobankesia alpestrella. Følehornene er lange og når knapt ud til midten af forvingekanten. De har korte tætsiddende "kamme" i hele længden. Hovedet har lange palper, og hår stritter frem over øjnene. Benene er meget lange med tværstriber. Der er 4 lange sporer på bagbenene, 2 lange sporer på mellembenet og ingen eller meget små på forbenene.

Hunnen er kraftig og pølseformet og minder mest om en lille Talaporia tubolosa. Den gyldne metalskinnende endeuld ved læggebrodden er kraftigt og sidder som et skørt i 2 bånd hele vejen rundt, afsluttet med lysere uld mod spidsen. Normalt er hunnen ca. 4 - 5 mm lang fra hoved til endeuld og har en diameter på 1,2 - 1,4 mm. Bagkroppen er lysebrun/benfarvet på bug og sider med mørkebrune, kitiniserede partier på ryggen. Den har lysebrune hår på siderne og svage markeringer ved leddene på bugen. Forkroppen er kraftigt kitiniseret og mørkebrun. Der er normalt ingen eller kun svage antydninger af vinger, og følehornene er korte.

Larve og sæk:

Larven har et mørkt, brunt hoved, og den kitiniserede forkropsektion er mørkebrun. 3 par ben er markeret ligesom hos T. tubolosa.

Sækken er trekantet, 8 - 10 mm lang. Den er lavet af en meget stærk blanding af silke, plantemasse, sandkorn og har store fragmenter (barkstykker, småsten, tørrede plantedele, dele af myrer, fluevinger, dele af sneglehuse m.m.) sommetider suppleret af friske plantedele og småstykker af lav. Man kan finde sækken mange år efter klækning. Hunsækken er normalt større og bredere end hansækken, men der er stor variation i størrelsen - især blandt hunsækkene.

Biologi/økologi:

Udviklingen tager 1 år. Gennemførsel af 12 ab ovo klækninger viser tydeligt dette. Æggene klækker efter 3 - 4 uger. Ved klækningerne blev de holdt i halvt tildækkede klækkebure med naturlig lav vegetation: hovedsagelig trædebregne (Cotula squalida), græs og tørre blade. Vi har observeret, at larven æder friske planter.

Den lille larve lever på jorden i lav vegetation ligesom Dahlica triquetrella. Overraskende fandt vi en stor koncentration af sække i 3 åbne containere med tør kompost af blade og grene.

Biotopen har lav (til tider meget spredt) vegetation og ofte med tørre blade og mange sten til at holde på varmen. Der er f.eks. en stor koncentration i en japansk have med meget lidt og spredt vegetation. Vi har også fundet mange sække gemt under blåpude (aubrietia), lavendel, vedbend, kaprifolie, klematis (vitalba) og blodbøg.

Den fuldvoksne larve fæstner sækken og forpupper sig i september/oktober. Nogle larver forpupper sig først i det tidlige forår, men vi har kun fundet ganske få larver i begyndelsen af marts. De overvintrede sække blev fundet på bøg, lærk, kirsebær, syren, plankeværk af jern, træ og sten og i en container med kompost. Vi fandt både han- og hunsække lige over jorden på undersiden af sten og op til 6 - 7 meter over terræn på en mur. Under en enkelt sten var der 40 sække i selskab med 2 edderkopper og mange bænkebidere.

I det tidlige forår i begyndelsen af marts, mens der stadig er nattefrost, men solen har fået magt, begynder klækningen. Når hannerne klækker om eftermiddagen sætter de sig normalt under sten og blade og venter til solopgang. Mange klækker også i det tidlige morgengry, også hvis der har været 2 graders nattefrost. Hunnerne klækker om aftenen eller tidligt om morgenen inden solopgang. Hannerne flyver kort efter solopgang, og det foregår normalt i solskin, men efter kl. 12 er al flyvning ophørt. Parringen varer kun 1 - 1½ minut, og hunnen begynder omgående at lægge æg. Hannen opsøger gerne en ny hun, og den kan parre sig med 3 hunner indenfor 6 minutter. Vi har set 1 han parre sig med 6 hunner samme morgen. Afdøde Niels Henning Madsen, der i 2002 fandt arten som ny for Danmark, har ofte i sin have i Assens observeret en lille sky af travle hanner på jagt efter hunner tidligt om morgenen. De satte sig gerne til hvile på en hvidkalket væg.

Conspurcatella er meget nem at tiltrække med en frisk hun placeret i en lille æske med sækken fastgjort til bunden med en nål og et net på toppen af æsken. Når hannen kommer, prøver den at komme ind i æsken, og den opholder sig gerne 15 minutter eller mere. En han og en ikke parret hun kan leve i 5-6 dage, men aktivitet ophører efter 3-4 dage.

Habitat:

I Danmark er det haver, parker, kirkegårde og kompostbunker, dog sådan at tørre blade og smågrene foretrækkes. Kravet til habitaten er en god lav vegetation og tørre blade eller tørt/friskt plantemateriale, samt at der er mulighed for at placere sækken ved forpupning i træer, på vægge, sten og plankeværker.

Prædatorer:

I Danmark har vi kun fundet ganske få snyltede sække - mindre end 1 promille. Edderkopper kan fange kravlende larver i deres spind, men jeg har kun iagttaget det en enkelt gang.

Udbredelse:

B. conspurcatella var indtil 2004 kun fundet i Assens på Fyn, hvor den er meget almindelig i den gamle bydel. I 2005 fandt vi den i Glamsbjerg, Hårby, Nørre- og Sønder Broby. Specielt i Hårby var den ganske almindelig på kirkegården.

Den er i Europa kendt fra Frankrig, Belgien, Holland, Portugal, Spanien, Tyskland og England. Fundene i Danmark er artens nordgrænse, og de nærmeste populationer er fundet i Holland, hvor den på en enkelt lokalitet er almindelig, og i Tyskland, hvor den er sjælden.

Andre arter i Europa:

I Frankrig og Schweiz findes Pseudobankesia alpestrella. Dens sæk er mindre og bredere og udelukkende beklædt med pulveralger som Dalicha lichenella. Hannen er broget som conspurcatella, men gennemsnitligt større. Den lever især på klipper i skygge, således at lichenerne ikke tørrer ud.

----ooo0ooo---

Dermed er Uffe Terndrups gennemgang af de danske psychider afsluttet.

Til orientering følger hermed en oversigt over, hvornår de forskellige arter har været omtalt i medlemsbladet:

D. laichartingella= herminata
N. duplicella = monilifera
D. triquetrella
D. lichenella
D. lazuri = fumosella
S. cembrella = listrella
T. tubulosa
B. claustrella = sepium
P. rotunda = betulina
P. casta
P. crassiorella
E. plumella = pulla
W. retiella
A. atra
C. hirsuta = unicolor
P. villosella
P. graslinella
B. conspurcatella

2003, nr. 2
2003, nr. 2
2002, nr. 2
2002, nr. 2
2002, nr. 2
2003, nr. 3
2001, nr. 3
2004, nr. 1
2004, nr. 2
2004, nr. 3
2004, nr. 3
2001, nr. 2
2005, nr. 1
2005, nr. 2
2005, nr. 3
2006, nr. 1
2006, nr. 2
2006, nr. 3

Af Flemming Naabye.

De fleste samlere har nok nogle arter, som de har et specielt forhold til. En af disse er for mit vedkommende S. albovenosa. I mine unge dage var den noget af et superdyr. Den blev først fanget i Danmark i 1935, hvor der blev taget 2 eksemplarer den 7. august - ved Solrød strand og på Als. Hoffmeyer skriver, at det var et mærkeligt træf, men i dag vil vi nok sige, at det var den nat, da trækket kom. Først 12 år senere kom de næste, og selv om den derefter blev taget på Bornholm, Lolland/Falster og "et dusin om natten i en stor rørmose på Sjælland", så var den dengang en sjældenhed.

I 1970'erne begyndte man at fange den på Fyn og i august 1974 tog Erik Strandbæk den som ny for Østjylland ved Nørrestrand i udkanten af Horsens.

Mit første møde med arten var i Mellemskoven den 21. juli 1969, hvor den pludselig sad på mit lagen, men stak af - og blev væk! Uha, hvor var det surt, og der skulle gå 20 år, før jeg genså dyret. Min kone og jeg var flyttet til Amstrup, og her dukkede den op den 25. juli 1989, og glad var jeg. Den kom igen den 4. august 1994. I 1999 var "rejseholdet" på Falster, og de øvrige deltagere var vist lidt misundelige, da jeg fangede et eksemplar ved Gedesby.

I 2002 gik det stærkt. John Møller, Valther Hansen og jeg havde opstillet fælder på Bornholm, og her var der mange. Det var i øvrigt omkring det tidspunkt, at jeg på Entomologisk Årsmøde havde en snak med Jens Lyngsø om F. bicuspis, som han flere gange havde fanget ved sit sommerhus i Femmøller, men som jeg dengang ikke havde kunnet finde. Her sagde Jens, at han havde det samme problem med albovenosa. Jeg ved dog, at det siden er lykkedes for ham, men det viser, at selv så sent som i begyndelsen af dette århundrede var dyret ikke allemandseje.

I 2004 fandt Svend Larsen, Valther Hansen og jeg den i flertal på Rømø, og i 2005 fik vi den i antal på Lolland/Falster. I 2006 har Svend og jeg set den "ad libitum" på Langeland.

I 2005 kom der i begyndelsen af august 3 eksemplarer til lyset i Amstrup, og i år fik jeg der et par stykker sidst i maj (1. generation) og mange fra midt i juli til ind i august. Den trives åbenbart i Amstrup Enge, og jeg håber, at den må sætte sig godt fast her, for selv om jeg for længst har fået min række, og arten er blevet et almindeligt syn mange steder, så er det stadig et dyr, jeg har et specielt forhold til.

Ved granskning af de gamle arkiver faldt vi denne gang over en (måske ufrivilligt) ganske sjov artikel, bragt i Politiken i 1960:

Første sommerfugl fredes i Danmark

Af Niels Blædel

Fra i dag er en sommerfugl fredet i Danmark. Det er aldrig sket før, men det gælder til gengæld ogsaa en af verdens ældste sommerfugle. Den er i hvert fald den, som kendes længst tilbage i tiden. Den findes i forsteninger, der er millioner af aar gamle, og der sidder den - Den sorte Apollo - ganske som man i dag kan se den flyve omkring.

Det er ganske vist kun faa steder, man kan se den flyve. Paa to omraader, der hver ikke er større end et stuegulv, og som ligger i Jægerspris Nordskov.

Det hele begyndte egentlig med en anden historie, som vi vil gemme lidt, men en dag kom den fremragende sommerfuglekender, programsekretær Michael Schrøder cyklende gennem Jægerspris Nordskov og saa en stor sommerfugl med glasklare partier i de hvide vinger - en sommerfugl han ikke før havde mødt. Det vil sige, han kendte den fra naturen og fra forstenede eksemplarer helt tilbage fra tertiærtiden.

Den uhyggelige efterstræbelse

Det kunne kun være Parnassius mnemosyne eller Den sorte Apollo. Ved at fortælle forskellige sommerfugle-samlere om sin oplevelse fik han imidlertid oplyst, at denne sommerfugl, netop fordi den er saa sjælden, bliver efterstræbt i uhyggelig grad. Omkring 1. juni plejer den at krybe ud af sit puppehylster, og straks staar efterstræberne der med deres net og giftflasker og nøjes ikke bare med at sikre sig ét eksemplar. Det er endogsaa sket, at efterstræberne ikke har nøjedes med dem, de kunne have i giftflasken, men har foranstaltet hele slagterier. De klemmer sommerfuglene paa brystet og lægger dem som trofæer paa skovstien for at gøre mandtal.

Det er naturligvis ikke egentlige sommerfuglesamlere, der har foretaget disse efterstræbelser, og saaledes ikke medlemmer af Entomologisk Forening, som er landets officielle og meget fornemme insektforskerforening med Dr. Tuxen som formand. Efterstræberne er folk, som staar uden for kresen af egentlige kendere, som ser profitten i at slagte løs og sælge det meget sjældne dyr for højeste bud.

Efterstræberne har let kunne fange deres bytte, for Den sorte Apollo er naturligvis ikke uden grund blevet saa sjælden en sommerfugl. Den egner sig ikke rigtig til et farligt liv paa jorden. Den er saa gammel, at den ikke har evnen til at mutere, d.v.s. evnen til at antage nye former. Hverken paa den ene eller den anden maade. Den er tung i sin flugt og derfor lige til at gribe. Man kan gaa hen til planten, den sidder paa og tage den uden det mindste besvær.

Paa lejede cykler til fangst

Tidligere fandtes den andre steder i landet, men er nu udryddet. Den har især yndet lokaliteter med lærkesporeplanter. Man ved, den tidligere har holdt til ved den store lærkespore, men meget naturligt er de to smaa lysninger i Jægerspris Nordskov nu blevet dens sidste tilholdssted. Her kommer ikke mange mennesker. Bilkørsel er forbudt, og skoven er saa stor, at de to smaa lysninger har skabt et fristed, indtil det dog blev kendt, at her levede Danmarks sjældneste sommerfugl og en af verdens ældste. Siden da har man oplevet, at efterstræberne ligefrem har lejet cykler i Frederikssund omkring grundlovsdag og saa har benyttet denne halve fridag til at køre ud og samle løs.

Da Michael Schrøder fik indhentet alle disse oplysninger, satte han sig i aktion for at redde Den sorte Apollo. Først henvendte han sig til skovrider Vagn Holstein, som omgaaende lovede sin støtte. Da Vagn Holstein døde, og hans søn Peer Holstein blev udnævnt til skovrider for Jægerspris Skovdistrikt, fortsatte det lykkelige samarbejde, som hurtigt mødte støtte og forstaaelse hos Professor Spärck fra Naturfredningsraadet og Dr. Tuxen, der er Naturfredningsforeningens konsulent.

Vagt fra i dag

Fredningen er fra i dag en kendsgerning, og de to lysninger i skoven vil fra dette øjeblik ikke længere være ubevogtede. Skovrider Holstein har draget omsorg for en oprydning paa de to lysninger, saadan at de er blevet større og med rigere muligheder for en tilvækst i de to smaa sommerfuglebestande. Der er ryddet op i bunden, saa lærkesporerne, deres yndlingsplanter, kan brede sig. Men man nøjes ikke med skilte, hvorpaa der staar, at sommerfuglejagten er forbudt paa stedet. Skoven har ansat vagtmandskab, som er bemyndiget til at skride ind, hvis nogen igen skulle forsøge sig med nettet og giftflasken, og Frederikssunds politimester, der med levende interesse har fulgt fredningsaktionen, er orienteret og parat til at lade mandskab rykke ud. Det lyder vel voldsomt, men efterstræbernes ivrighed de seneste aar har været saa enorm, at man nu ikke vil se redningsaktionen gaa i vasken.

Ny art fundet

Det er første gang, en sommerfugl fredes i Danmark, og morsomt er det, at aktionen begyndte med opdagelsen af en ny sommerfugl. For nu kommer vi til en anden historie. Paa sin cykeltur gennem Jægerspris Nordskov gjorde Michael Schrøder en anden iagttagelse, inden han saa Den sorte Apollo. Han saa med et en sommerfugl, som hverken kunne være den ene eller den anden. Han havde aldrig set den i litteraturen. Han havde aldrig hørt den beskrevet før, og for anden gang i sit liv følte han den store glæde ved at opdage en helt ny sommerfugl. Første gang var, da han opdagede den store poppelfugl i Roden Skov.

Den nye i Jægerspris lignede en lille perlemorssommerfugl, men havde helt andre tegninger. Hastigt hentede han nu afdøde stabslæge Tage Feddersen og organist Flemming Weiss, som har været blandt de ivrige entomologer. Ogsaa de blev straks klar over, at man stod over for det helt usædvanlige. Man gav sig til at studere dem nøje. Efter endt studium blev man klar over, at det var en ny art, som saa at sige var opstaaet for næsen af dem i Jægerspris Skov. En mutant som ikke kendes andre steder.

Fra denne mutant kørte Michael Schrøder videre gennem skoven til mødet med Den sorte Apollo, og de to historier er nu fortalt, som han har fortalt dem.

Tilbage er saa spørgsmaalet om Den sorte Apollo ikke findes andre steder i verden end paa to "stuegulve" i i Jægerspris. Jo, enkelte steder - i Tyskland, men der er den for længst blevet fredet.

Artsnavnet mnemosyne, fortæller Torben W. Langer, har Linné hentet fra den græske sagnhistorie, hvor Mnemosyne var musernes moder.

Af Flemming Naabye.

Når jeg ser på et kort over Danmark, har jeg længe følt, at sommerfuglefangst på Langeland måtte indebære nogenlunde de samme muligheder som på Lolland/Falster. Øen ligger selvfølgelig længere vestpå, hvorved chancerne for trækdyr østfra er mindre, men Langelands østkyst virker som en perfekt trækrute for de sydfra kommende arter. Tanken om et fældeprojekt på øen tog form, efter at Valther Hansen og jeg i 2005 - på baggrund af nogle fund af C. juventina på Falster - tog til Gulstav den 14. juli og fangede 4 stk.

Jeg snakkede med Svend Larsen om ideen, og den var han med på, så vi søgte og fik tilladelse til at opstille fælder på Langelands østkyst fra Nebbehuse i nord til Gulstav i syd i perioden medio juli til ultimo august i år. Der var selvfølgelig en lang række arter, som vi håbede på: C. pendularia, H. chrysoprasaria, T. luctuosa, C. affinis, C. fraudatrix, C. algae o.s.v., men dem så vi desværre ikke noget til. Også juventina havde vi troet på, men der var vi for sent ude, da den var på vingerne allerede inden 1. juli. Det eneste vi fik, der "smagte lidt" af Lolland/Falster var 6 C. polygrammata, 1 N. aerugula, mange S. albovenosa, M. albipuncta og H. ambigua.

Til gengæld fik vi så meget andet: 6 H. peltigera og 7 H. armigera. For begge arters vedkommende har vi jo i det sidste halve århundrede set en utrolig udvikling. Fra at være ekstreme sjældenheder, der en sjælden gang kom til os fra Middelhavsegnene, og som vi dengang havde størst chance for at få ved at finde en larve i indførte tomater eller bananer fra De kanariske Øer, er de i dag blevet arter, som vi efterhånden har fået rækkerne fyldt op af. Også H. viriplaca viste sig; den kom der 9 af. Så fik vi også 9 A. centrago - jævnt fordelt i fælderne, hvoraf kun én stod i nærheden af asketræer, så der har rigtig været indflyvning. Endvidere 1 A. berbera og som toppen på kransekagen 1 A. puta. I en af fælderne var der også 1 M. stellatarum, men det er vist ikke helt ualmindeligt. Af pyralider kan nævnes 4 A. verbascalis, 1 E. aenealis, P. pulveralis og mange S. palealis som de bedste. I alt fandt vi 67 arter fra meldelisten + puta, centrago og ambigua, som ikke er med på listen, men som nok burde være der.

Vi havde også vore besværligheder. Der er altså langt til Langeland, og især stykket fra Odense til Svendborg er træls. Der er ved at blive bygget motorvej, men det giver p.t. en masse problemer med vejarbejde og omkørsler. Vi døjede også i hele perioden med småfluer/myg/mitter, som fælderne var fulde af, hvilket vanskeliggjorde sorteringen. Så havde vi 2 rigtig kedelige oplevelser. Den første kom, da vi var på vej til fælden ved Keldsnor. Her er vejen meget smal, og imod os kom en bil farende. Føreren havde tilsyneladende ikke set os, og først i sidste øjeblik fik han drejet af, røg ind over marken, hvor han snurrede rundt og var lige ved at vælte. Inden vi fik set os om, fik han startet bilen igen, og væk var han, så vi fik aldrig konstateret, om han var fuld eller havde stjålet bilen. Den anden kedelige ting, vi oplevede, var, at fælden ved Gulstav blev udsat for hærværk. Da Svend en søndag kom for at tømme, var den simpelthen væk. Fældespanden med tragt og pære fandt han smidt langt ind i noget krat, men drosselspolen og skumringsrelæet var borte. Ejeren af huset, hvorfra vi fik strøm, fortalte, at der for år tilbage var sket noget lignende for en anden samler, og at det dengang var en ornitolog, der havde stået for ødelæggelsen. Han havde ment, at lyset var til gene for fuglene i det nærtliggende fuglereservat. Svend og jeg tror nu mere på, at ødelæggelsen skyldes drengestreger.

På trods af dette var Langeland en positiv oplevelse. Vi traf nogle meget flinke mennesker, der viste stor imødekommenhed og interesse. Og så fik vi - synes vi selv - en række virkelig gode dyr og gjorde nogle spændende iagttagelser.

CRATAEGI medlemsblad for AARHUS ENTOMOLOGKLUB